Æbleflæsk – det spiller bare
Hvorfor smager stegt flæsk bare så godt? Alle bliver helt vilde, når man siger man laver stegt flæsk. Det er så fedt, sprødt, stegt og tilfredsstillende. Og sammen med søde, syrlige æbler og en anden hverdagssucces, stegte løg, så går man altså bare ikke galt i byen med en omgang æbleflæsk. Og det er lige nu og de næste måneder frem, man skal spise det, for de danske æbler er lige i skabet her i efteråret.
Jeg lavede denne klassiske ret som en af mine børneopskrifter til Weekendavisen. Min opskrift er med hele stykker æbler, hvor nogle opskrifter er med moste æbler. Jeg foretrækker, at der er lidt struktur på og man kan se de smukke æbler i retten.
De let lyserøde æbler er af sorten Discovery, som er utroligt friske, parfumerede og meget velsmagende – både som de er, i desserter og som her i det salte køkken. Deres sæson slutter snart, men husk at spise dem – de er noget særligt.
Her får I opskriften fra Weekendavisens børnetillæg, Faktisk:
Æbleflæsk
til 4 personer (hvor to er børn eller ikke særligt sultne)
700 g stegeflæsk i skiver
3 store løg
3 æbler, f.eks. discovery eller gråsten
1 lille håndfuld frisk timian, ca. 4 stilke
1 tsk groft salt
sort peber
Tilbehør: rugbrød og sennep
1. Varm en stegepande op ved middel varme og kom flæsket på i ét lag. Steg flæsket ved middel varme til det bruner og bliver sprødt. Vend det et par gange under vejs. Pas godt på fedtet – det kan sprøjte! Flæsket skal stege ca. 10-15 minutter.
2. Skræl løgene og halver dem. Skær hver halve i 3-4 både. Vask og tør æblerne og skær dem i 4 både. Fjern kernehuset og skær hver båd i 2 mindre både.
3. Når flæsket er færdigt tages det af panden og lægges på en tallerken med et par stykker køkkenrulle på. Drys med halvdelen af saltet. Hæld det meste af fedtet fra og kom løgene i panden. Steg løgene i 5 minutter til de begynder at tage farve og blive brune i kanterne. Kom resten af saltet i og kværn et par gange henover med en peberkværn. Kom så æblerne i og rør det sammen. Pluk bladene af timianstilkene og kom dem i.
4. Svits æblerne sammen med løgene i 5 minutter og sluk for varmen. Kom det over i et fad og læg flæsket ovenpå. Drys evt. med lidt ekstra timian.
Vintip
Godt øl er det rigtige at drikke til denne klassiske danske spise. Men hvis du hellere vil have vin, så gå efter en tysk Riesling fra Mosel – den har fedme, frugt og syre til at klare både det fede flæsk og de syrlige æbler.
No Comments