Luksus-middag med Kokkekampen-drengene

Luksus-middag med Kokkekampen-drengene

Da jeg var med i Kokkekampen på TV3 mødte jeg nogle dejlige, ligesindede madnørder, som jeg siden har set en del til. I påsken kom Mads og Jimmy, som var de højst placerede mænd i konkurrencen, hjem til Peter og mig med en stor kasse vin og en masse råvarer. De ville lave middag til os – og det skulle de jo have lov til. Det er Mads til venstre og Jimmy til højre.

Peter og jeg holdt os lidt i baggrunden og var bare sådan nogle som fandt grej og den slags frem til Mads og Jimmy, mens de gik amok i køkkenet.

Mens drengene forberedte maden, drak vi denne flaske champagne fra André Beauforts Ambonnay produktion (huset laver også vine fra Polisy).

Peter og jeg har besøgt Lasse Kruses butik, Krone Vin, fornylig, fordi vi gerne ville prøve lidt mere vin nature – altså vin lavet med så lidt brug af tilsætningsstoffer og moderne teknologi, som muligt, og en kæmpe trend i gastronomiske kredse for tiden (det er jo bæredygtigt, back-to-nature og den slags). Som nogle af jer måske husker, var hverken Peter eller jeg særlig vilde med vinene på Noma, den aften vi spiste der i februar. Noma bruger i stor stil de naturlige vine, men den aften faldt de ikke lige i vores smag. Nu vil vi give de naturlige vine endnu en chance og derfor købte vi en kasse med lidt blandet fra Lasse (det rimer :-)), og det er her denne Beaufort champagne kommer fra, som er økologisk, men nok ikke helt en vin nature.

Det var en 2004 Grand Cru, og den smagte vidunderligt! Den var cremet og smagte af lidt alder, men stadig let i det og med de fineste bobler. Den havde både den der ristede brød- eller nøddesmag, men også stadig masser af frugt (æble) og friskhed. Meget elegant og utroligt drikbar. Den koster 468 kr. hos Krone Vin, hvilket jo er ganske rimeligt for en grand cru årgangschampagne.

Jimmy Rørbæk

 

Efter champagnen var det Mads og Jimmys medbragte vine, der blev drukket. Denne Meursault drak vi, mens forretten blev lavet klar. Et virkelig udsøgt glas, god balance med syre og Mersaults “smør”!

Jimmy Rørbæk og Mads Johansen

Torsk med brunet smør

Forretten: Skindstegt torsk med brunet smør, ristede hasselnødder, persille, puré af jordskok og selleri og citron. Perfekt tilberedt fisk, der faldt i tykke saftige flager og det var virkelig lækkert med det brunede smør (det bør man klart spise noget mere af!) og så crunchiness fra nødderne. Haps! Dertil en 2004 Clos du Chateau fra Chateau de Mersault. Endnu lækrere end den første Mersault – elegant og stadig ung, så den ikke blev for fedladen, som jeg synes Meursault kan have en tendens til. Det er sådan Chardonnay skal smage og vi var meget lykkelige.

Hovedrettens sauce blev lavet af reduceret Vintage Port (som vi også lige drak et glas af!), urter, tilsmagt med Jimmys hjemmelavede gastric (et nedkog af eddike – i dette tilfælde Sherry eddike – og sukker) og monteret med smør for at tykne.

Der var også smør-pocherede skalotteløg, som var silkebløde og meget mumsede.

Lamme culotte

Og hovedrollen blev indtaget af kæmpe store lammeculotter, der vejede 500 g. stykket! De kom fra luksusslagteren, Gourmandiet, på Østerbro.

Lamme culotte

Til kødet var der også spidskål, ramsløgpesto og søde porrer fra Din Baghave. Kødet var noget af det bedste lam, jeg har spist. Virkelig fint i smagen og ultra saftigt. Den søde, mørke portvins sauce stod rigtig godt til kødet.

 

Vi smagte os igennem disse 4 bordeaux’er til lammet. Her står de i den rækkefølge, vi drak dem i – fra venstre mod højre. Og de blev sådan set bedre og bedre derhen af, men jeg må ærligt indrømme, at de var en smule skuffende og at vi derfor ikke gav dem den opmærksomhed, de måske havde fortjent. De første to var lidt karakterløse. Trotte Vieille’en havde en kraftig lak-smag og Chevaliers Lascombes var meget staldet og dyrisk, hvilket jeg godt kunne lide – den mindede mig på en måde om Richard Burton – Elizabeth Taylors mand ad to omgange, som var en stor Shakespeare skuespiller, Waliser og utroligt maskulin og sexet…

Vi blev fulde og pjattede og røg på bar og gav den gas på bl.a. Salon 39 og Ruby. Resten fortager sig i tåger….

Tusind tak til Mads og Jimmy for at forkæle os sådan med jeres generøsitet og talent – I er sgu dejlige, er I.

Mads Johansen og Jimmy Rørbæk

1Comment

Post A Comment

  • Gastromanddk
    Posted at 13:26h, 27 april Svar

    Lyder sgu som opskriften på den perfekte aften!

    M & J måtte da gerne kigge forbi mig med samme menu og vine:) Lød det forkert?