Råmarinerede courgetter med saltet citron

Råmarinerede courgetter med saltet citron

Selv om vi har haft en dejlig sommer herhjemme og i Tyskland, så savner jeg altså huset i Tourrettes, hvor vi jo altid plejer at tilbringe sommerferien. Jeg savner at gå på markedet

efter fantastiske grøntsager og tilberede dem i det rustikke køkken, hvor der er gamle håndlavede klinker på bordet og hvor cikaderne larmer uden for.

Men sådan blev det ikke i år. I stedet hygger vi hjemme og her er courgetterne jo også i sæson, selv om der ikke er lige så mange at vælge i mellem som i Frankrig. Min mor laver denne salat af courgetter, der er tilsmagt med bl.a. saltet citron. Det kan man meget nemt lave selv og man kan efterhånden også købe det mange steder. Det giver en helt særlig, eksotisk smag til denne salat.

Brug salaten som tilbehør til fx. fisk, kylling eller lam. Eller lav den til en ret for sig selv ved at tilsætte gedefriskost og måske lidt mynte. Eller lav en kølig pastaret ved at vende spaghetti og revet parmesan eller pecorino i.

Nu vil jeg tage mig af vores lille nye enormt nuttede kattekilling, som jeg lige har hentet her til morgen. Han er gråstribet med hvide poter og er i gang med at udforske sit nye hus.

Råmarinerede courgetter med saltet citron

Til 4 pers.

3 faste courgetter
2 tomater
saften fra ½ citron
1-2 spsk finthakket saltet citron
3-4 spsk olivenolie
salt og sort peber

  1. Brug et mandolinjern med julienneskær til at skære courgetterne i tynde strimler. Undlad at bruge kernerne i midten. Kom courgettestrimlerne i en skål.
  2. Skær tomater i fine tern og kom i courgetterne sammen med citronsaft, saltet citron og olivenolie. Smag til med salt og peber.
No Comments

Post A Comment