150 kroners middag på Asador

150 kroners middag på Asador

Asador

I mandags var jeg inviteret til et blogger-arrangement på argentinske Restaurant Asador på Christianshavn. Formålet var at lade nogle af os bloggere spise den menu, som fra og med denne weekend og en uge frem er tilgængelig for 150 kr. på Asador i forbindelse med initiativet Copenhagen Restaurant Week. Fra d. 25. marts til 3. april kan man på en række restauranter – hovedsagelig i København – spise 2 retter for 150 kr.
Hov, siger I så, har vi ikke lige haft noget der minder om det? Jo, et andet initiativ, som også skal få folk ud at spise noget mere var Copenhagen Dining Week i februar – her spiste jeg hos den nye restaurant Kultorvet nr. 5 – du kan se billederne på min Facebook side.

Nå, men Restaurant Week arrangeres af det internationale bordbestillingssystem, Book a Table, og meningen er, at restauranterne med knaldtilbud på 150 kr. for 2 retter vil prøve at tiltrække nogle nye kunder – altså at folk skal prøve at spise nogle andre steder, end der de plejer. Og det fik jeg så lov til med Asador, for der har jeg faktisk aldrig været før.

Restauranten ligger langs kanalen lige ved Christianshavns Torv – altså en vældig praktisk beliggenhed rent metro-mæssigt. Til forret kunne man vælge mellem små empanadas med kødfyld og så en salat med gedeost og pære, som jeg tog. Det er den på det øverste billede.

Asador

Jeg tog et nærbillede, så man kan se, hvordan osten er drysset med lidt sukker og flammegrillet som en crème brulée. Det gav noget sødme og var en fin detalje i en forret, som ellers kunne have været meget simpel. Der var også syltet selleri, som dog også var sød og gav salaten lidt overbalance over i det søde – men kun lidt. Alt i alt en helt i orden gedeost salat.

Asador

Argentinerne er jo kendt for deres oksekød, så det nyttede jo ikke noget at gå efter kyllingeretten, som man ellers også kunne få på 150 kroners menuen. Jeg valgte i stedet oksemørbraden med kartoffelmos – og den vil de fleste nok også vælge på Asador, tror jeg, for restauranten er sådan set en steak restaurant. 
Kødet var stegt perfekt rødt, som jeg bad om. Et fint lille stykke mørbrad. Dertil en lidt klumpet kartoffelmos – og jeg har intet imod grov kartoffelmos, men jeg tror ikke helt det her var meningen, for klumperne i mosen var lidt al dente, hvilket ikke klæder en kartoffel. Saucen var en meget sød rødvinssauce – jeg ved ikke hvorfor den skulle være så sød – måske er det noget argentinsk? Det blev lidt underligt med al den sødme – næsten som en karamelsauce med et hint af rødvin. Kødet havde ikke så meget karakter, men dels er mørbraden en af de mindst smagende udskæringer på oksen, dels modner argentinerne ikke deres kød ret meget, hvilket vi jo ellers gør en del i Europa. Så for en europæisk tunge kan argentinsk kød godt blive ret ferskt i det. Men altså ikke mere ferskt end det almindelige kød mange i forvejen spiser fra supermarkeder. Nu bliver jeg lidt negativ, kan jeg høre. Det er egentlig ikke meningen. For 150 kr. for forretten og hovedretten var maden ganske fin, og nok ikke noget Asador tjener penge på.

Som tilvalg til menuen kan man købe forskelligt tilbehør til sin hovedret – det prøvede jeg ikke – og man kan også vælge en dessert, hvilket jeg gjorde.

Asador

Jeg spiste lidt af denne meget konfektagtige chokoladekage med nødder, som desværre var smagt til med appelsin, hvilket jeg hader, men det er jo en klassisk kombination. Jeg ville bare ønske, det fremgik af menukortet, så appelsin-tilsmagt-chokolade-hadere som jeg, havde en chance! Til kagen var en ret kedelig jordbærsorbet. En anden dessert, der så god ud, var crème bruléen med dulce de leche, som nogle af mine medspisere fik.

Vinkortet er domineret af argentinske vine og der er også et par vine på glas at vælge imellem (som altså ikke er inkluderet i de 150 kr.). Vil du vider mere om vinene denne aften, så kig forbi Kasper Berholts blog.

Alt i alt er det utroligt billigt med 150 kr. for den fine gedeost salat og en hovedret med koens dyreste udskæring i hovedrollen. Servicen var god og det var rart at være der, selv om jeg personligt er mere til det krogmodnede oksekød med mere smag i.

Der er masser af restauranter med i Copenhagen Restaurant Week, så måske skulle du gå ud og prøve noget nyt for 150 kr (plus det løse)? 

Asador

3 Comments

Post A Comment

  • Christian
    Posted at 22:43h, 30 august Svar

    Snyd og bedrag – Og alt for gennemstegt!
    Må med stor beklagelse sande, at denne restaurant ikke lever op til god service og deres TWOFORONE forpligtelse. Vi blev nægtet rabatten, som vi ellers har krav på. Vi bestilte to hovedretter, men fik aldrig den rabat vi er berettiget til. Alt dette fordi vi valgte den store bøf. Dette bør være anført på selve Twoforone kuponen, det kan ikke passe man skal læse hele menu kortet igennem for at sikre sig at man ikke bliver snydt! En hovedret er en hovedret!!!! Basta….
    SNYD OG BEDRAG!

  • Morten
    Posted at 11:28h, 05 april Svar

    Hej Mira

    Du skriver godt og tager flotte fotos, og det får man jo helt appetit af! Men jeg ville ønske, at du og andre bloggere ville holde jer fra restauranternes pr-fremstød. Jeres anmeldelser bliver af en virkelighed som måske-måske ikke vil gælde for andre besøgende. Selvfølgelig er servicen ekstra god, når de har inviteret folk, der vil bedømme dem. Selvfølgelig gør de ekstra ud af maden, når de har inviteret folk, der vil bedømme dem. Og så fremdeles. Af samme grund prøver avisernes madanmeldere så vidt muligt at være anonyme, hvilket selvfølgelig ikke fungerer ved gourmetrestauranterne. Mit indtryk er dog, at det fungerer fint ved “alm.” restauranter (ellers kan i hvert fald undre sig over, hvorfor ikke i det mindste servicen er i top).
    Anyways, problemet kan jo synes minimalt, når du skriver allerede i første linje, hvad præmissen for anmeldelsen er, men jeg synes, det er lidt misbrug af dig og andre bloggeres ry.

    Mvh Morten

  • Lise
    Posted at 20:58h, 04 april Svar

    Ja – det er helt sikkert en argentinsk ting med det søde. Er lige kommet hjem fra ferie i Argentina. Og søde sager er stort i Argentina. Lidt for stort efter min smag. Fik bl.a. sushi af ris med lige rigeligt sukker… Men rødvinen og bøfferne er fantastiske.