Luksuriøst bistrokøkken på Restaurant Palægade
På en kold snefuld aften i sidste uge var jeg på Restaurant Palægade og spise en overdådig middag med min familie. Jeg har før spist frokost på Palægade og har glædet mig til at spise her om aftenen, da jeg havde en fornemmelse af, at der var rimelig meget knald på livsnydelsen her. Og det var der! Sikke en utroligt god middag og sikke en dejlig service. Vi følte os så utroligt velkomne og al mad var perfekt udført og voldsomt velsmagende.
Her trasker Peter, jeg og min mor – trip-trap-træsko – gennem sneen fra Kongens Nytorv ned til Palægade. Restauranten var næsten tom denne aften pga. det væmmelige vejr. Men i min familie er vi heldigvis så madglade, at der skal mere end en omgang snevejr til at forhindre os i at vælte os i mad og vin. Prøv lige at se hvor mini min mor er (min far og jeg kalder hende egentlig mit mor, fordi hun som amerikaner stadig er vildt dårlig til en og et).
Det er det luksuriøse bistrokøkken, vi er ude i her i Palægade. Med fransk fundament, så der er masser af fond og smør og den slags rare ting. Vi lagde ud med et par forfriskende franske østers (tror det var gillardeau) med sød syltet agurk, persilleolie og strandtræhage – det er de små frø. Frisk og appetitlig Benard-Pitois champagne til.
Det hjemmebagte surdejsbrød var faktisk helt fuldstændig perfekt. PERFEKT! Det var fnuglet, super sprød skorpoe, masser af smag i krummen, kæmpe lufthuller. Virkelig et slag i ansigtet for mig, som bare ikke kan bage et brød der er så godt. Øv og for fanden hvor var det godt.
Til forret spiste jeg Palægades version af nytårstorsk: rå torsk, som var dækket af vist nok pulveriseret brændt porre. Der var marinerede sennepsfrø over og et perfekt pankofriteret æg. Nedenunder fisken var der rødbede og en cremet sennepssauce og tern af bacon. Mega lækker ret, som var ret kraftigt smagende. Baconen var lækker men egentlig ikke nødvendig. Jeg drak frugtig Sancerre til.
De andre fik retten på øverste billede. Helt mørk consommé på oksehale med en stor raviolo med jordskokkefyld og nedenunder var en konfiteret æggeblomme – altså sådan en der er tilberedt langsomt til det er 60 grader og tykt og lækkert. Og så blev der også lige høvlet en røvfuld dejlig sort vintertrøffel over. Det var en intens og mega lækker ret. De andre drak bourgogne til (jeg fik selvfølgelig også et (to) glas). 1. cru Vosne-Romanée Les Malconsort, Domaine du Clos Frantin. Jeg kan desværre ikke huske årgangen, men den var charmerende og frisk.
Til hovedret tog Peter og jeg Beef Wellington, som er en ret der deles af to. Tjeneren kom ned til bordet med den færdigbagte pakke og så var det spændende at se, hvordan oksemørbradden så ud indvendigt. Uhhhh!
Den var helt perfekt. Helt jævn fin medium rare. Svampeduxellen lå et i totalt jævnt lag og butterdejen omkring var fint gennembagt og sprød med lækker smag af smør. Flot!
Der var cremede kartofler til som også blev velsignet med friskrevet trøffel. Og så en kraftig glace til. Åndssvagt godt! Og vi drak mega lækker 2014 Renaissance Cornas fra Domaine A. Clape til.
Den gik også super godt til min fars jam over guleærter med hjemmelavet pølse, løg fyldt med blødt kød fra skanken og konfiteret stegt bryst og så en fin puré af gule ærter og kraftig fond til. Sennepsfrøene fra min forret gik igen her – det gav god mening smagsmæssigt, men jeg synes altid det er lidt kedeligt, når samme topping går igen i flere retter. Men altså – man kan ligesom bare se på den her ret, at den smager godt, ikke? Mega godt.
Bizart nok havde jeg plads til dessert. Jeg fortsatte i den helt klassiske stil som Wellingtonen også var og hoppede på chokoladesouffle med vaniljeis. Isen var rigtig fin og cremet, dejligt let i konsistensen. Souffléen måtte godt have fået 1 minut mindre for min smag, men den smagte af ordenlig chokolade og jeg var meget glad. Faktisk var vi alle i utroligt godt humør efter denne middag. Så gennemført og lækkert, både med betjening, madstil og så fin vejledning mht. vine. Sikke en god oplevelse.
No Comments