Grøn salat med mozzarella og kærnemælksdressing med basilikum

Grøn salat med mozzarella og kærnemælksdressing med basilikum

6s
Foto: Line Thit Klein

Godt nytår, kære læsere. Har I fået smovset jer gennem julen og nytåret med andefedt, flæskesteg og konfekt? Så står den måske på salater lige for tiden?

Du kan jo give det en uges tid og så falde tilbage i de gamle vaner, ligesom de fleste andre. Det er også fair nok, at man har brug for lidt friskt og grønt efter den tunge julemåned. Men her på bloggen bliver jeg ikke fanatisk – bare rolig! Nytårsdag spiste jeg fx en ordentlig dynge linguine med kalvehaleragù. Ikke meget rawfood med lowcarb på over det…

Her er en nem opskrift på en sexet salat med blød dejlig mozzarella og en super nem dressing med kærnemælk. Hvis du også lowcarber, kan du selvfølgelig skippe croutonerne – eller lave en mere grov version af dem med meget tyndt skåret kernerugbrød…

Velkommen til et nyt år, hvor jeg selvfølgelig kommer til at blogge en masse og dele mine opskrifter med jer!

Grøn salat med mozzarella og kærnemælksdressing med basilikum
Til 4 pers.

1/3 flute
2 spsk olivenolie
salt
400 g brede grønne bønner
2 modne avocado
¼ frisée salat, vasket og tørret
125 g bøffelmozzarella

1. Skær brødet i meget tynde skiver. Pensl dem med olie på bege sider, drys med salt og bag dem sprøde i ovnen ved 190 gr i 5 min.

2. Snit bønnerne i mindre stykker og damp dem i en gryde med lidt vand i bunden, ca. 5 min. Skyl dem med koldt vand og lad dem dryppe af. Skær avocadoen i tynde skiver og anret sammen med bønner i bunden af et stort fad. Pluk salaten ud over og riv mozzarella i mundrette bider og kom på salaten. Dryp dressingen over og pynt med croutoner.

Dressing
4 ansjosfileter
½ dl kærnemælk
2 spsk mayonnaise
1 stor håndfuld basilikum
sort peber

Kom alle ingredienser i en blender og kør det sammen til en cremet, grøn dressing.

No Comments

Post A Comment