Sandwich med kylling, mango og chilimayo

Sandwich med kylling, mango og chilimayo

Foto: Line Klein

Foto: Line Klein

Her er en idé til en lækker (og snasket) sandwich, der er lige til at tage med ud. Måske skal du ud et sted og fejre Sankt Hans? Så er det hyggeligt at have maden med ud. Alting smager ligesom endnu bedre, når man spiser det udendørs.

Sandwich med kylling, mango og chili mayo
4 stk.

8 tykke skiver rustikt hvedebrød
4 kyllingebryster
1 spsk olie
4 spsk god mayonnaise – jeg bruger Hellmanns
1 spsk sambal oelek
1 moden mango (prøv en honey mango, der er i sæson nu)
½ lime
½ bdt purløg
½ salathoved, f.eks. Frillice, som holder sig sprødt længe
salt og sort peber

1. Krydr kyllingen med salt og peber og steg i olien i ca. 6 minutter pr. side til kødet er gennemstegt. Tag af panden og lad det køle af.

2. Skræl mangoen. Skær kødet fri for den flade sten i midten og skær det i små tern. Vend med limesaft og klippet purløg. Skyl og tør salaten.

3. Rør mayonnaise sammen med sambal oelek og smør brødene med chili mayonnaisen. Kom salat på halvdelen af brødene, flæk hvert kyllingebryst i to flade stykker og læg to stykker kylling over salaten på hver sandwich. Kom mangosalsaen på og top med det smurte stykke brød. Klem sandwichen godt sammen og pak den evt. ind i papir, så du kan tage den med ud.

No Comments

Post A Comment