Østrig II: Rundt om Krems og middag på Zum Kaiser von Österreich
Vi vender lige tilbage til Østrig, hvor vi på dag 2 kørte rundt og kiggede på vinmarkerne i Wachau og Kremstal. For vininteresserede giver det en ekstra dimension at se de fysiske omgivelser, hvor vinene gror. Det gør, at man bedre forstår vinene og bedre kan huske områder, klassificeringer og den slags, fordi man har været der og kigget på omgivelserne og kun drukket lokale vine i et par dage.
Jeg har virkelig fået øjnene op for de østrigske vine på vores besøg i Krems. De er så fine og elegante. Nu drak vi så også vine fra topproducenter, men de var virkelig også lækre, og hvis man sammenligner med priser på vine fra topproducenter i andre lande, så fås de østrigske top-vine til nogle langt mere overkommelige priser end f.eks. topvinene fra Bourgogne, som desværre er blevet stort set umulige at betale.
Til eksempel så betalte vi på Loisium (se første indlæg om Østrig) omkring 85 euro for den absolutte creme de la creme af østrigsk vin. Det er restaurantpris, så vinene er billigere i butikkerne. For den pris kommer man ikke ret langt i Bourgogne!
Det er dog ikke kun fine vine, det handler om i Østrig. Også schnitzlen har en særlig rolle i Østrig, hvilket ses fra denne Schnitzel Drive In, som vi grinede ret meget over. Det var ikke noget vi prøvede, men vores taxachauffør fra første aften (ham med den store Audi) sagde at det faktisk var ganske udemærket, selv om de dog ikke brugte kalvekød, men svinekød. En rigtig wiener schnitzel skal jo laves af kalv.
Vi spiste middag på en hyggelig restaurant i Krems, Zur Kaiser von Österreich. Jeg ville oprindeligt have spist på Gasthof Jell, hvor Ulli Amon-Jell skulle lave virkelig dejlig, traditionel mad af lokale råvarer. Ulli er en dame, som ser ud til at være lattermild og meget glad for mad, men hendes restaurant var ferielukket, da vi besøgte Krems, så det må vi have til gode.
Vi havde dog en virkelig dejlig aften på Kaiser von Österreich, som ligger på et af byens smukke gamle torve, omkranset af overdådige barokbygninger, som er typiske for egnen. Vi sad på en hyggelig, overdækket terrasse på torvet og nød den varme sommeraften. Der er også rigtig hyggeligt indenfor i restauranten og på toiletterne var der sladderblade og dameblade, hvilket jeg synes er ret hyggeligt.
Vi lagde ud med en lille appetizer. Tynde skiver svinefilet med en tun-dressing med ansjos (som en vitello tonnato) og en soltørret tomat. Dertil et glas sekt, som jeg ikke husker producenten på (det var ikke Bründlmayer, men noget andet).
Dernæst en riesling fra Prager: Achleiten Smaragd 2009. Den var ung, meget frisk og frugtig og med lidt smag af vådt grus (som man nok ville kalde skifer). Meget elegant og lækker. Den havde ikke samme forførende fyldighed i smagen, som den vanvittigt gode Franz Hirtzberger fra aftenen før – den var ligesom lidt lettere og mere mineralsk i det. Den havde en lækker tredimensional viskositet i munden, uden dog at være lige så cremet som Hirtzbergeren. Jeg tror den kostede omkring 50 euro på restauranten.
Peter valgte den bedste forret: en cremet risotto med baby kantareller og fløde i. Risene var dejligt al dente og jeg var ret misundelig.
Jeg fik papirtynde skiver af kogt oksebryst eller noget i den stil. Dertil ristede kantareller og en syrlig dressing. Lækkert, men ikke lige så ophidsende som Peters risotto.
Til hovedret spiste vi begge en smatmør økologisk kalvekotelet på ben. Den kom med nudler og kantareller i en flødesauce og med skyen fra kødet og lidt sukkerærter. Jeg har aldrig fået så mørt kalvekød før. Det var også langt lysere i kødet, end det kalv vi normalt får i Danmark – jeg ved ikke om det er fordi kalven er yngre hernede sydpå, eller om det handler om foder. Det var i hvert fald dejligt.
Til dessert valgte Peter igen den lækreste ret – mega irriterende!! En tyk, kæmpepandekage, som var revet i stykker og drysset med masser af flormelis. I skålen til fik man en rabarberkompot med friske jordbær i. Det smagte himmelsk og jeg spiste mindst halvdelen af hans (heldigvis meget store) portion. Mums!!
Jeg prøvede en anden lokal specialitet. Der gror åbenbart abrikostræer overalt i området, og vi var der midt i sæsonen. En af de retter, som laves hvert år i abrikossæsonen er denne knödel med abrikos. En klæg dej-bolle med en abrikos inden i. Det brune drys smagte som knuste bastogne-kiks – det var i hvert fald noget med brun farin og lidt kanel i. Flormelis over og en intens abrikoskompot til. Det var lækkert nok, men lige lovlig klægt. Og slet ikke så spændende som Peters kæmpepandekage!
Alt i alt var vi rigtig glade efter vores middag og slet ikke kede af at gå glip af Ulli Jells mad. Servicen var dejlig og en smule formel, som de nu er det dernede i Østrig, men uden at det var for meget. Et rigtig dejligt sted med god location.
I det hele taget var det virkelig dejligt at besøge denne del af Østrig. Man får meget for pengene (lige som i Sydtyskland), maden er dejlig og de går meget op i at bruge lokale sæsonvarer – se f.eks. alle de kantareller der var brugt i vores retter. Det virker som om, man har et langt mere naturligt forhold til at bruge sæsonvarer hernede, hvor det i Danmark mere har karakter af en trend, som er blevet moderne (og det er vi glade for det er blevet). Men det burde jo være almindeligt udbredt, at man brugte masser af abrikoser og kantareller, når der er sæson for det, og det kan jeg rigtig godt lide, at man bare gør hernede i Østrig, som var det det mest naturlige i verden (hvilket det jo også er).
No Comments