Spaghetti med palmekål

Spaghetti med palmekål

_1180174s

Peter har lige været en uge i Nashville på konference og imens var jeg alene hjemme med Otto (og vores to katte). Jeg har underholdt mig selv med besøg af venner et par aftener, men jeg har også hygget mig med at være alene hjemme. Den sidste aften før Peter kom hjem lavede jeg en Mira-agtig pastaret til mig selv, som jeg meget syndigt indtog foran fjerneren (To Rome with Love – mega dårlig. Helt ærlig, Woody. Hvis du ikke har noget spændende at sige, så lad være). Jeg elsker de enkle pastaretter – særligt dem med spaghetti. Der må ikke være ret meget sovs, hvor jeg vil kunne nyde pastaens mundfølelse uden en masse dikkedarer.

Tirsdag var jeg dommer i Lammefjordens årlige gulerodskonkurrence hos superbondemanden Søren Wiuff, hvor jeg sammen med de øvrige dommere – her i blandt Anne Hjernøe og Thomas Rode (som også her havde sine tå-løbesko på!). Som tak for deltagelsen fik jeg en stor kasse grøntsager fra Lammefjorden og i denne kasse var der et flot bundt sortkål, også kendt som palmekål eller på italiensk, cavolo nero. Det brugte jeg til min alene-hjemme-pastaret og det var vildt lækkert. Og meget hurtigt lavet. Det tog så lang tid, som det tog at koge pastaen.

_1180164s

Simpel spaghetti med palmekål
4 personer

2 stokke/bundter palmekål
2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
1½ dl piskefløde
revet skal af 1 citron
125 g revet parmesan
salt og sort peber
500 g spaghetti

1. Pil bladene af kålens stok og vask og tør den grundigt. Tag 5-6 blade ad gangen og læg dem over hinanden. Snit dem i tynde strimler på tværs. Hak hvidløg fint.

2. Mens du koger pastaen i godt saltet vand, laver du saucen. Varm olien i en stor pande (så stor, at spaghettien også kan være der). Kom hvidløg i og vend det rundt ved middel varme i et halvt minut. Tilsæt kålen og vend den sammen med olie og hvidløg og tilsæt så fløden. Lad det simre og koge lidt ind, så fløden tykner ret meget. Gem 1½ dl af pastavandet inden pastaen sigtes. Husk at pastaen skal være meget al dente – den tilbereder videre, når den kommer i panden sammen med saucen.

3. Kålen skal simre med fløden i 3-4 min. Kom revet citronskal i og tilsæt den kogte, sigtede pasta. Vend det lidt rundt før du tilsætter pastavandet og den revne ost. Kom godt med friskkværnet sort peber i og bland det sammen i panden. Pastavandet og osten smelter sammen med saucen til en tyk sauce, der lægger sig om pastaen. Smag evt. til med salt og spis øjeblikkeligt.

Tip

Kan du ikke skaffe palmekål, så brok dig over det til din grønthandler/supermarked/købmand/marked, eller brug en anden slags kål, f.eks. spidskål eller savoykål.

 

4 Comments

Post A Comment

  • Mette Bitsch Larsen
    Posted at 19:03h, 17 juli Svar

    Lækker og enkel opskrift! Har lavet det i aften med palmekål og hvidløg fra egen køkkenhave…. Det smager jo altid lidt bedre 😜 Tror også, at strandkål kan bruges. Vh Mette

    • Mira Arkin
      Posted at 08:28h, 18 juli Svar

      Tak Mette🙂 Og super god idé med strandkål – det tror jeg også vil være rigtig lækkert!

  • Line
    Posted at 11:41h, 04 januar Svar

    Jeg lavede denne ret for et par dage siden, jeg laver den næste gang vi får palmekål fra aarstiderne! Tak for mad 😀

    • Mira Arkin
      Posted at 18:59h, 04 januar Svar

      Velbekomme, Line. Jeg vil også snart lave den igen.