Chokoladecupcakes med jordbær

Chokoladecupcakes med jordbær

I dag har vores store dreng Otto fødselsdag. Han bliver 5 år – hurra! Så i går havde vi inviteret drengene fra børnehaven til fødselsdag med kager og boller og saftevand og en masse balloner, limbo og fjollet Onkel Reje dans. 16 drenge og ikke noget som helst drama. Det var super fedt. Peter havde endda tømmermænd, for han var på (sin egen) polterabend lørdag aften. Men han klarede den så flot!

Jeg bagte helt almindelige hvide boller, yoghurtkage med blåbær og hindbær og på Ottos bestilling, chokolade cupcakes med jordbærfrosting. Den opskrift får I her.

De ligner en million (hvis jeg selv skal sige det), men det er simpelthen så nemt at lave dem. Jeg tror det er stjernetyllen i sprøjteposen, der giver det der fancy look. Man skulle næsten tro, jeg havde en lille lyserød pige, men det er altså bulderbasse-Otto, der gerne ville have dem.

Chokolade cupcakes med jordbær

12 stk

40 g blødt smør
140 g sukker
1 stort æg
100 g hvedemel
20 g kakao
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 1/4 dl mælk

Jordbærfrosting
250 g flormelis
80 g blødt smør
½ tsk vaniljesukker
1/4 dl jordbærpuré (3-4 jordbær
evt. lyserød frugtfarve
friske jordbær til pynt

  1. Til cupcakes røres smør og sukker blødt og ægget tilsættes og røres ud i. Kom mel, kakao, bagepulver, vaniljesukker og mælk i og pisk dejen godt igennem. Hvis du bruger en røremaskine, kan du komme alle ingredienser i på én gang og bare røre løs. Fordel blandingen i 12 cupcakeforme i en muffinbageplade. De skal kun fyldes 2/3 op, da dejen hæver meget. Bag kagerne ved 175 gr i 20-25 min. til de føles faste og skumgummiagtige, når du rører toppen. Lad kagerne køle af på en rist.
  2. Til jordbærfrosting piskes flormelis, smør, vaniljesukker og jordbærpuré sammen. Jordbærpuréen laves ved at enten mose jordbærrene grundigt eller køre dem i en lille blender (jeg bruger en minihakker). Hvis din frosting er for tynd, kan du tilsætte mere flormelis. Hvis den er for tyk, kan du tilsætte en smule mælk. Men det plejer at passe. Kom frostingen i en sprøjtepose med en stjernetylle og sprøjt ud på toppen af de afkølede cupcakes. Pynt evt. med friske jordbær og krymmel.
No Comments

Post A Comment