Mere mad fra Dallas – cool steakhouse og Cajun

Mere mad fra Dallas – cool steakhouse og Cajun

Vi skal lige have de sidste spise-orgier fra USA turen med.
I Dallas måtte vi jo besøge et steakhouse og vores venner, der bor der, udvalgte deres yndlingssted, Nick & Sam’s, som er et fancy steakhouse hvor de rige og fabulous kommer.

Da bilen var blevet afleveret til valet parking, stod vi og ventede lidt i baren, inden vores bord var klar. Stedet pulserede af liv og det er klart et sted de unge og smarte kommer. Der var endda en kendt football stjerne, som jeg selvfølgelig ikke anede hvem var, men det gjorde alle andre tilsyneladende.

Vi fik et perfekt bord, hvor vi sad i halvmåne og kunne kigge ud over den enorme restaurant. En cocktail i hånden (jeg fik en margarita) og høje hæle og jeg er glad. Med udsigt til en stor steak forude, kan man vist rolig sige, at jeg var lykkelig :-)

Kristoffer fik en super enkel krabbesalat. Bare store chunks af frisk krabbekød i et glas med to forskellige slags cocktailsauce til. Det sødeste, blødeste krabbekød. Jeg synes faktisk krabbe er lækrere end hummer, når det er så friskt som dette.
Jeg fik crabcakes, der smagte syndigt af brunet smør. SÅ lækkert! Det er dem på det øverste billede.

Da vi skulle bestille kom vores tjener og præsenterede køkkenets daglige specialudskæringer. Dette fad repræsenterede altså det man kunne tilbyde udover de faste bøffer på kortet. Vi fik en grundig gennemgang af udvalget, hvor der var flere udskæringer, jeg ikke var stødt på før. F.eks. var der længst til højre en filet mignon on the bone. Altså det regulære stykke af mørbraden på ben. Og man vil jo altid helst have sit kød på benet, for det giver bedre smag. Peter var helt oppe og ringe over den udskæring, men kunne ikke overtale nogen til at dele den med, så han valgte den almindelige bone-in mørbradbøf, som også var ekstremt lækker.
Jeg valgte det, der hed baseball cut, som er den man kan se i midten med fedtkant langs den ene side. Det er et stykke af højreb, som er super marmoreret og simpelthen bare så tasty!

Vi fik forskelligt tilbehør, hvor det mest ekstremt lækre var Nick & Sam’s lobster mac ‘n’ cheese. SÅ syndigt. Og så til en stor bøf. Frygteligt godt. Jeg kan varmt anbefale Nick & Sam’s. Der var gang i den, servicen var ekstremt god, bøfferne store og gode og perfekte og der var vildt gang i baren. Det var heller ikke gratis, men det var pengene værd.

Næste aften spiste vi cajunmad på Pappadeaux. Jeg har ikke spist cajun før, så det var spændende at prøve. Det er en stor restaurant med en kæmpe udendørs terrasse, hvor jeg er sikker på det er overfedt at sidde en varm sommeraften og bælle øl og cocktails og spise spicy cajunmad til den gode Sydeco musik (lokal cajunmusik. Slå det op – det er super festligt!).

Vi startede med at dele nogle forretter. Det her er coconut shrimp med sød chilidressing og en frisk salat.

Og det her var intet mindre end fried alligator. Et stort fad med små stykker af alligator dyppet i dej og friteret. Det kom med stringfries og en spicy dip, som jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvad bestod af. En milliard forskellige ting. Alligator smager lidt som frølår, men mere fast i kødet. Lidt som en blanding af kylling og en fast fisk som havtaske. Det var lækkert.

Så kom et stort fad med små amerikanske østers. Dem spiste vi med revet peberrod og eddike. De var milde og friske.

Hovedretten var texansk redfish der var stegt og serveret med brunet smør, store rejer og dirty rice, som er krydrede ris stegt med bl.a. hakket svinekød. En gigantisk ret, som smagte fint uden at være særlig elegant eller sofisteret. Der var mad til 2-3 mennesker, så det var lidt grotesk. Men sjovt at prøve og der var igen god service, super udvalg af gode amerikanske øl, sjove cocktails (ja, jeg drak igen en margarita) og god stemning. Det var halloweeen weekend og der var et bord ved siden af os, hvor folk var klædt ud som zombies :-)

1Kommentar

Skriv en kommentar

  • Kirsten Lindebro
    Udgivet 15:05h, 26 november Svar

    Super blog du har. Har selv lige været rundt i USA 3 uger,så er det extra sjovt at læse om dine oplevelser