Mere mad fra Sydfrankrig

Mere mad fra Sydfrankrig

Sædvanen tro kommer her en hel kavalkade af dejlige ting, jeg spiste, da Otto og jeg besøgte mine forældre i Tourrettes sur Loup i sidste uge.
Peter var ikke med denne gang, men han klarede sig nu alligevel med store bøffer i USA, hvor han var på forretningsrejse.

Vi startede med frokost på terrassen – baguettes, skinke, sennep, lækker Maille mayonnaise, tomater og sådan en blækspruttesalat, min far altid har i køleskabet. Derefter en lille macchiato og en fiiin Opera kage. Yum yum. Så kunne vi lige klare den til aftensmad.

Min mor lavede forretten, som var kalvebrisler vendt i mel og stegt i smør. Dertil baby champignon med skovbær-balsamico.

Hovedretten var denne flotte lamsebamsekølle af fransk lam. Rullet og barderet med rosmarin fra haven (der er rosmarinbuske overalt omkring huset) og hvidløg. En tur i Weberen og alle er glade.

Dertil min mors flotte salat af grillede auberginer og peberfrugt med persille.

Jeg stod op næste morgen og lavede mig en dejlig skål yoghurt naturel med müsli og en god klat helt fantastisk figenmarmelade, som vores poolmand Serge’s datter Fluvia havde lavet. Serge havde plukket de modne figner af vores træ, mens mine forældre var i Danmark, så de ikke gik til spilde. God stil. Og helt sindssygt lækker marmelade. Faktisk den bedste figenmarmelade, jeg har fået.

Denne dag var vi i Cannes, hvor vi spiste frokost på den lækre italienske restaurant, Da Laura. Det har jeg skrevet om her.

Om eftermiddagen passede min mor Otto og min far og jeg kørte ind til Vence og købte ind til om aftenen. Hos den lille slagter i Rue du Marché købte jeg kanin inkl. lever. Kaninlever er en delikatesse, som jeg hidtil ikke havde smagt, så jeg ville selvfølgelig have den med. Avec le foie, s’il vous plait.

Leveren stegte jeg rosa og så brunede jeg nogle løg. Vi spiste begge dele på sprøde brød og dryssede lidt finthakket salvie over. Det var mega lækkert. Kaninlever er super mildt i smagen med en meget finkornet og cremet konsistens. Det var guf.

Kaninen braiserede jeg med sennep, fennikel og æbler og serverede med Puy linser. Opskriften kommer på bloggen senere.

Dagen efter var min mor og jeg i Vence med Otto. Der var marked og vi beundrede de flotte græskar.

Og de dejlige, uperfekte tomater, som altid er dem der smager bedst. Du skal altid vælge de lidt grimme og uens tomater. Det betyder de er rigtige.

Hjemme igen til frokost spiste jeg slagterens hjemmelavede paté de campagne. Det var et stykke, vi købte dagen før i Vence. Sammen med sprød baguette, sennep og cornichoner er det svært at slå.

Og man må jo have kage, så vi delte en sprød æblestrudel fra Picard, der er en kæde af supermarkeder, som kun sælger frostvarer – af meget høj kvalitet. Deres croissanter er også vildt gode, lavet på smør.

Aftensmaden var stegt foie gras, som min far stod for. Vi køber skiver af frossen foie gras fra Picard, vender dem i et tyndt lag mel og smider dem (stadig frosne) på en psyko-varm pande. Under et minut på hver side og et drys med salt. Her fik vi dem med balsamicoglace og Serge’s datters figennmarmelade.

Til hovedretten lavede jeg disse bedeblade, stegt i olivenolie med sprøde hvidløgsskiver og tørrede figner og så et ekstra skvæt olivenolie.

Det spiste vi til denne flotte nakkesteg, som vi også havde købt hos slagteren dagen før i Vence.

Mens vi stod i kø til at blive betjent lurede jeg på, hvad manden før mig bestilte. Han fik bl.a. nogle skiver af det her kød, som jeg først troede var oksekød, fordi det var ret mørkt, men da det blev min tur spurgte jeg slagteren om hvad det var, og det viste sig at være svinekød fra nogle særlige friluftssvin, Noir de Bigorre hedder det og det er en appellation controllée af nogle Gascogne grise.

Jeg bad om et stykke af af nakken, som var med ben på. Det var flot fedtmarmoreret og vi smed det på grillen, bare vendt med lidt olivenolie og knuste fennikelfrø. Hold kæft, hvor det bare smagte godt! Det er ubetinget det bedste og mest spændende stykke svinekød, jeg har spist. Der var så meget smag i, det var helt vildt. Tilberedt havde det meget samme farve som lammekød.
Hvis du falder over denne slags svinekød, så køb køb køb! Jeg aner ikke hvad det kostede, men det var ikke crazy. Det smagte latterligt godt! Og de grise har haft et skønt liv med at tulle rundt i skoven og spise agern, så du kan spise dem med god samvittighed.


Næste dag, som var sidste dag dernede for denne omgang, spiste vi frokost på Les Templiers i Vence.

Otto var selvfølgelig med. Han kan lige så godt vænne sig til at afkode franske menukort. Han var simpelthen så artig under frokosten, at en af de andre gæster sagde bravissimo til ham, da vi gik. Dygtig lillefis. Jeg håber det går lige så godt, når vi tager ham med på Søllerød Kro på min fødselsdag på søndag…

Første ret, som også var frokostens vinder, var denne tykke, cremede suppe af blomkål, der kom med sprøde croutoner stegt i brunet smør (god idé!), tynde skiver af syltet sort trøffel og høvlede stykker af foie gras. Meget mumset ret, som vi indhalerede og gryntede tilfredse over.

Hovedretten var bryst af canette (en ung hunand). Den var stegt med lidt kinesiske krydderier. Jeg smagte bl.a. sechuan peber. Til det en kraftig jus, lidt ratatouille med sorte oliven og lidt malplacerede mørke, syltede kirsebær, og så en syndig smørtung kartoffelpuré, der desværre var lidt sej i det, måske fordi den var lavet i blender. Smagen fejlede dog ingen ting. Jeg elsker canette, for den har ikke den lidt metalliske smag, de sædvanlige Berberie andebryster kan have.

Til dessert fik vi denne verrine (det kalder de retter serveret i glas) med banoffee pudding. Altså en blanding af banan og karamel – her i form af dulce de leche. Den var lidt slimet i det, hvilket moste bananer jo er, men det smagte dejligt. Jeg kunne ikke finde ud af hvad granitéen øverst var lavet af.

Og nu skulle man jo tro, at vi efter sådan en frokost ville spise en let aftensmad, men sådan er vi ikke i min familie. Jeg kan jo ikke tage hjem fra Frankrig uden at have spist en stor cote de boeuf… Det er det, vi i min familie kalder en æde-æde situation.

Så min far stak til Vence efter kød om eftermiddagen (de havde jo frokostlukket, så vi kunne ikke ordne det lige efter vores frokost), og kom hjem med et alt for stort stykke kød på 2 kilo til os 3 personer. Fuck det – det røg på grillen i al sin pragt og vi gjorde en ferm indsats for at få det spist, men levnede næsten halvdelen.

Tilbehøret var disse courgetter med persillade.

Og tomater farcis à la provencale, som jeg tit laver.

Dagen efter fløj Otto og jeg hjem igen. Jeg nåede lige at proppe en café crème og en baguette jambon-fromage fra bageriet Paul (de har butik på begge sider af security i Nice lufthavn) i skrutten inden vi boardede flyet.

Og så har jeg i øvrigt ikke spist ret meget kage i den seneste uge herhjemme.

 

4 Kommentarer

Skriv en kommentar

  • Charlotte G
    Udgivet 16:06h, 07 oktober Svar

    Hold da helt op, hvor meget lækker mad du spist! Smukt og delikat. Jeg er slet ikke misundelig, overhovedet ikke…… Sidder bare hjemme i mit kedelige mad Århus.
    Go søndag.
    Vh Charlotte G

  • Anne au Chocolat
    Udgivet 09:53h, 06 oktober Svar

    Jeg elsker Picard, er vild med Otto og savner Tourrettes :)

    Kh A

    • Mira Arkin
      Udgivet 09:58h, 06 oktober Svar

      Jeg sender dig også altid en tanke, når jeg er dernede. Ikke mindst når jeg spiser kage. Otto glæder sig til at se dig på onsdag :-)