Solbærsyltetøj

Solbærsyltetøj

solbær

Jeg plukkede et helt kilo solbær fra min mors solbærbusk i forgårs. Det var lidt af en kamp, for jeg baksede med et net, hun havde dækket busken med, så fuglene ikke tog bærrene, og da jeg så kom ind under busken for at plukke, var der frygtelig mange edderkopper, og jeg HADER edderkopper. Men min grådighed efter de modne bær var større end min angst for kryb, så hele busken blev ryddet og jeg fik som sagt et helt kilo ud af den ene busk. Bagefter havde jeg dog hele tiden fniller i håret af ikke-eksisterende fantasikryb. Bare tanken om dem fik mig til at skutte mig.

De rå bær siger mig ikke så meget, men jeg elsker den intense smag de giver, når de bliver varmet op. Så syltetøj blev der kogt og nu har jeg de dejligste glas med intens, mørk solbærsyltetøj. Det eneste, der er besværligt ved at lave syltetøj, er at plukke bærrene og gå dem efter. Resten er usandsyligt let. Så bare kom i gang med solbærbuskene. Det er nu, bærrene er modne!

solbær

Solbærsyltetøj
ca. 1 liter

1 kg solbær
750-900 g sukker + 2 spsk
1½ tsk rød Melatin
evt. Atamon

1. Gå bærrene grundigt efter for blade, stilke og dyr. Jeg fandt både snegle, bænkebiddere og edderkopper i min høst! Fjern stilkene, men bare lad blomsten sidde – altså den lille brune dut i den modsatte ende i forhold til stilken. Skyl bærrene og kom dem i en gryde sammen med 750-900 g sukker – sukkermængden afhænger af bærrenes sødme.

2. Kog bær og sukker sammen og lad det boble i 10 minutter ved middel varme. Skum urenheder, der lægger sig på overfladen, fra.

3. Bland melatin med 2 spsk sukker og drys over syltetøjet. Rør det sammen i gryden og lad det simre 2 minutter. Sluk for varmen.

4. Hæld syltetøjet på sterile glas. De kan evt. være skyllet med vand med Atamon, hvis du vil forlænge syltetøjets holdbarhed. Luk glassene mens syltetøjet er varmt og lad dem køle helt af. Opbevares køligt.

solbær

6 Kommentarer

Skriv en kommentar

  • Erik O
    Udgivet 13:28h, 09 april Svar

    Utroligt.
    Der er tale om syltetøj og alligevel taler 3 ud af 4 om marmelade..!

  • Zoë Escher
    Udgivet 18:39h, 05 august Svar

    Hmmm, hvor ser det bare lækkert ud. Der findes ikke noget bedre end hjemmelavet marmelade på en skive friskbagt brød:-)

  • Marie Havnø Frank
    Udgivet 16:57h, 02 august Svar

    Årh hvor lækkert, Mira! Jeg elsker selv at lave syltetøj og marmelader af alle mulige slags, men der er bare så få ting, der er ligeså godt som solbærsyltetøj (uhmmm, på pandekager – det må laves snart! Slurp)

  • Anne Skeel De Freitas
    Udgivet 15:54h, 02 august Svar

    Jeg elsker solbær marmelade:-)

    Du skulle prøve at koge et lille stykke ingefær med, det giver en helt fantastisk smag til solbær
    Min gamle mormor gjorde det altid, og pandekager med hendes solbær marmelade var det beste vi ku få hilsen Anne

  • Malou Klidmoster
    Udgivet 12:11h, 02 august Svar

    Uhm, lækker marmelade – af den slags der smager af solskin og barndom :-)

    *Gyser* ved tanken om alle de edderkopper du måtte battle med.

    • Mira Arkin
      Udgivet 12:32h, 02 august Svar

      Ja, det er nemlig lige det, det smager af. Får flashbacks til dengang somrene var varme og man sad i skrædderstilling under en busk og spiste bær med bærfarvede barnefingre :-).