Peanutbutter chocolate chip cookies og familieforøgelse
Mira Arkin | 26. maj 2012Her i den sene barselstid op til min fødsel, har jeg fået bagt helt utroligt meget. Og det var faktisk dejligt at have flere slags hjemmebagte cookies, man kunne tage med sig på hospitalet. For jeg har nu født min søn. Han kom til verden tidligt tirsdag morgen og han er noget så fin og perfekt. Jeg har haft så dårlig samvittighed over ikke at få blogget, men synes nu jeg har en god undskyldning
.
Disse cookies er en variation over den klassiske chocolate chip cookie. Her har jeg snasket den til med peanutbutter og saltede, ristede peanuts, så det er en cookie for peanutelskere.
Du kan enten lave dem præcis som i opskriften, eller du kan forme dejen til to tykke pølser og komme dem i køleskabet eller fryseren. Så er de klar til at blive skåret i tykke skiver til cookies, som kan bages ved lejlighed. På denne måde får du også nogle mere regulært-udseende cookies, men jeg kan nu godt lide de lidt rustikke.
Peanutbutter chocolate chip cookies
ca. 36 stk.
200 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
115 g blødt smør
270 g peanutbutter – jeg bruger chunky
150 g rørsukker + ekstra til pynt
75 g lys farin/muscovadosukker
1 æg
1 tsk vaniljesukker
75 g grofthakkede, ristede og saltede peanuts
90 g chocolate chips eller grofthakket mørk chokolade
1. Varm ovnen op til 180 grader. Bland mel og bagepulver. I en anden skål blandes smør med peanutbutter, de to slags sukker, æg og vaniljesukker. Kom peanuts og chokolade i og miks det sammen med melet. Det kan nemt gøres med en elpisker eller en røremaskine.
2. Brug en teske til at tage klumper op af dejen med. Tril dem til kugler på størrelse med en lille hoppebold, dyp dem i sukker og tryk dem flade med bagsiden af en spiseske, når du har lagt dem på bagepladen med bagepapir på.
3. Bag dem ca. 10 minutter. De skal være lidt bløde i det, når de tages ud. De smuldrer let, mens de er varme, men de bliver mere faste, når de køler ned. Smager ufatteligt godt med et glas iskold mælk til.






Tillykke med den lille – håber han bliver lige så glad for god og vellavet mad som sine forældre
Tusind tusind tak for jeres søde hilsner, allesammen! Det varmer i hjertet.
Bagte dem med min 2-årige datter i går. Hun er helt vild med peanuts og chokolade. De er fantastiske!! Tillykke med sønnen. KH Sara
Kære Mira og Peter,
Hjertelig til lykke med Den lille Prins!
Kh, Martin og mette
Gratulerer så mye med en liten prins Mira
Han kom på en riktig så fin dato, jeg deler den gjerne med han
Stort tillykke
Klem Ingvild
Tusind tak, Ingvild! Og tak fordi vi må dele fødselsdag med dig
Tillykke med ham. Synes også det er sejt du er tilbage på bloggen så kort efter. Cookies ser rigtig lækre ud, tror jeg skal prøve dem på et tidspunkt.
Stort tillykke med ham! Det lyder virkelig dejligt for jer. Og jeg læser stadig med, selvom du blogger mindre – det er trods alt forståeligt, for man bruger jo nærmest al sin vågne (og ikke vågne) tid på sådan nogle små pus.
STORT TILLYKKE med den lille Mira. Vi venter selv en lille pige til august.
Tror også jeg må få bagt et par småkager til når det bliver vores tur på hospitalet.
Held og lykke.
/Sandra
Tillykke med det lille madøre!!!
Opskriften lyder dejligt og jeg har lige fået lyst til at prøve den. Men hvor kan man få fat i lys farin? Jeg troede ikke det produceres mere. Det har jeg i hvert fald læst mig frem til efter jeg havde prøvet mange gange at finde det. Ellers: tillykke med familieforøgelsen — tag det stille og roligt med bloggen
Ups, det er også rigtigt. Det er lys muscovadosukker, jeg bruger:-)
Tak!
Nu har jeg endelig fået prøvet opskriften, og hvad er de altså lækre! Jeg synes de her helt perfekte, de smager vidunderligt, og så er de lidt sprøde på overfladen samtidig med at de er møre og svampede indeni. Mums!
Hvor ser de lækre ud, dejligt med peanuts i! Tillykke med den lille dreng, det må være vidunderligt!
Tillykke med den nye kokkeelev
Han skal nok sørge for at tiltrække sig din opmærksomhed, og vi andre har fuld forståelse for, at du forsømmer os (dvs. bloggen). Tillykke.
/sejer
Tillykke med ham. Sejt, at du er tilbage på bloggen allerede
Lækkert! Har lige et glas peanutbutter, som nu bliver reserveret til de her cookies. Mange, mange gange tillykke med jeres lille ny!
Stort stort tillykke med jeres lille prins!!