Grøn lasagne med spidskål og ramsløg

Grøn lasagne med spidskål og ramsløg

grøn lasagne

Forleden talte jeg med nogle veninder om, hvad vi egentlig spiste til aftensmad og hvor tit vi var kødfrie.
Nu skal det ikke lyde som om mine veninder og jeg er sådan nogle spelt-koner, der er nazi-agtige omkring sundhed. Det er vi absolut ikke! Vi elsker at bælle store mængder vin, æde groteske mængder kød og kage, pasta og kartofler med tonsvis af fedtstof og ost over. Faktisk spiser vi nogle gange lige så meget – eller mere – end vores mænd! Men vi er jo kvinder, så samtidigt med at vi propper os med mad, sidder vi og taler om damebladsemner som bikiniwaxing og kødfrie dage.

Helt uden at tænke over det, har vi faktisk tit kødfrie dage hjemme hos Peter og mig. Og det har vi ofte på grund af pasta – min yndlingsspise. Der er så mange dejlige muligheder med pasta, og man behøver slet ikke kød til langt de fleste lækre pastaretter. Ofte går det også hurtigere at lave pastaretterne kun med grøntsager, fordi de kræver kortere tilberedningstid. Og så kan det godt være, man nogle gange kun er næsten kødfri – f.eks. hvor man som udgangspunkt laver en grøntsagsret, men bare lige pepper den op med grisens eget krydderi – bacon, eller lidt ristet parmaskinke. Men det vil i så fald være i så små mængder, at man jo næsten er kødfri.

Her er en opskrift på en lækker grøn lasagne, jeg lavede for nylig, med spidskål og ramsløg. Du kan variere grøntsagsfyldet uendeligt. Længere hen på sommeren laver jeg den med masser af courgetter (når de er billige), eller du kan bruge broccoli, fennikel, peberfrugter, grønne bønner, porrer og meget andet dejligt.

 

Lasagne med spidskål og ramsløg
3-4 personer

500 g spidskål – eller 1 medium spidskål
1 stort løg
1 spsk smør
ca. ½ tsk groft salt
revet skal af ½ citron
saft af ½ citron
100 g ramsløg
100 g revet parmesan
125 g frisk mozzarella
ca 250 g tørrede lasagneplader
2-3 spsk grov rasp

Bechamel sauce
25 g smør
3 spsk hvedemel
7 dl mælk
revet muskat
1 tsk groft salt
hvid peber

1. Snit kålen og løg i strimler. Smelt smørret i en stor pande og kom kål og løg i. Vend det rundt og lad det lige akkurat falde sammen uden at det får lov at stege ret længe. Smag til med salt og sluk for varmen. Det er vigtigt at kålen ikke tilberedes ret længe, for den skal jo bages bagefter. Hak ramsløget groft og bland i kålen sammen med citronskal- og saft.

2. Til bechamel saucen smeltes smørret i en gryde. Pisk melet i og lad det stege sammen et halvt minut mens du pisker, inden du hælder mælken i mens du pisker ihærdigt for at undgå klumper. Riv godt med muskatnød i (jeg bruger altid min muskatkværn fremfor et lille muskat rivejern. Muskatkværne er super smarte – køb en!). Kom salt i og godt med hvid peber. Sørg for at røre i saucen jævnligt, særligt i bunden af gryden, så det ikke brænder på. Saucen tykner, når den når kogepunktet. Lad den koge igennem et par minutter, så den melede fornemmelse helt forsvinder. Sluk for varmen.

3. Tænd ovnen på 180 grader. Læg lasagnen sammen. Jeg kan godt lide at bruge en sandkageform på 1½ liter. Start med et tyndt lag bechamel og kom så et lag pastaplader på. Kom 1/3 af kålen over. Drys med lidt parmesan og kom lidt bechamel over. Sørg for at gemme bechamel, så der er en god sjat til toppen. Gentag med endnu et lag pasta og fortsæt med endnu 1/3 af hhv. kål, parmesan og bechamel. Når sidste tredjedel af kål er brugt, kommes sidste lag pasta på. Top med godt med resten af bechamellen. Det øverste pastalag skal være helt dækket af bechamel. Riv mozzarellaen i stykker med fingrene og fordel over toppen. Drys til sidst med rasp for en sprød overflade.

4. Bag lasagnen midt i ovnen i 30-40 minutter afhængig af hvilken type pasta, du bruger. Jeg bruger ofte de Cecco’s pastaplader med buede kanter, og de skal bage lidt længere end standartplader. Bruger du frisk pasta er bagetiden selvfølgelig kortere.
Tjek om lasagnen er færdig ved at prikke en kniv igennem. Pastaen må ikke føles hård. Lad lasagnen hvile i 10-15 minutter, før den serveres.

lasagne spidskål

lasagne spidskål ramsløg

lasagne spidskål ramsløg

2 Kommentarer

Skriv en kommentar

  • Liza
    Udgivet 23:07h, 19 maj Svar

    Herlig:) Jeg har nå sådd ramsløk og venter i spenning på spiring, til neste år skal jeg lage denne retten:)
    Klem
    Liza

  • Lene Harbo Frandsen
    Udgivet 10:34h, 17 maj Svar

    Mmm, det ser lækkert ud – det vil jeg prøve at lave næste gang den står på lasagne hos os.