Lækkert B&B i Piemonte: Fior di Farine i La Morra
Mira Arkin | 21. august 2011Dette er den smukke by La Morra, som ligger i Barolo i Piemonte. Det er her nogle af Italiens bedste vine kommer fra og området omkring La Morra er hvor de mest feminine Baroloer kommer fra.
Peter og jeg har længe talt om, at besøge Piemonte. Vi drikker rigtig meget italiensk vin, og især Nebbiolo druen er en af vores favoritter (for de mindre vinnørdede læsere, er det den drue, man bruger til bl.a. Barolo og Langhe). Vi kørte til Piemonte efter vores knap 2 uger i huset i Tourrettes sur Loup, og det mest latterlige og samtidig fantastiske var, at det faktisk kun tog 3 timer at køre der fra og til La Morra. Latterligt fordi vi jo burde have gjort det for længe siden.
Der er så smukt i Piemonte. Store vidder med små bakketoppe, og på disse bakketoppe ligger de kendte vinbyer som La Morra og byen Barolo. Der er vinmarker overalt, og der hvor der ikke er vin, er der skov eller hasselnøddetræer.
Som I kan se på topbilledet, er La Morra en lille bitte by. Vejret var ualmindeligt køligt og kedeligt for årstiden, da vi var der. Her går jeg rundt i La Morra på en skytung og diset dag – tårnet er det klokketårn, man kan se på det øverste billede. Heldigvis er denne slags vejr perfekt til at drikke Barolo i
.
Vi boede på et utroligt dejligt bed &breakfast, Fior di Farine, som ligger sammen med en melmølle i La Morra. Fior di Farine betyder melets blomst, og det er super lækkert mel, de laver – alt er økologisk og melmøllen har en lille butik, hvor man kan købe lidt ind. Jeg kom hjem med en stor pose med majsmel til polenta, stærkt mel (tipo 00) til pizzadej og den slags, flerkornsmel og durummel. Lækkert. Selve møllen hedder Mulino Sobrino.
Det er et ægtepar, der driver møllen og det lille B&B. De har bygget deres store hovedhus foran møllen om til et hyggeligt lille privat hotel med 5 værelser, som alle har numre efter vigtige årstal for familien.
Huset er stort og i flere etager. Denne hyggelige stue fungerede som opholdsrum for stedets gæster. Der var masser af bøger om mad og vin, pjecer, restaurantguides og andet hygge-lecture.
Det er generelt min erfaring, at man får mere for pengene på et B&B eller i en lejlighed fremfor på et hotel. Vi fik et enormt værelse, der var personligt indrettet med nye og gamle møbler. Margherita og hendes mand var simpelthen så gæstfrie. Fra vi ankom, hvor hendes mand (jeg ved ikke hvad han hedder) hjalp os med at lirke bilen på plads i gården, til vi tog afsted, hvor Margherita gav mig opskriften på nogle kager, jeg var vild med. Vi mødte hende en af dagene i det lokale supermarked i La Morra (som i øvrigt varmt kan anbefales, både for vin og lokale delikatesser). Vi havde købt en del vin og hun tog vores kasser med tilbage til B&B’et, fordi hun alligevel havde bilen med. Det var rigtig sødt af hende. Man følte sig bare hjemme hos dem, og jeg vil klart bo samme sted næste gang, vi besøger Piemonte.
Ved siden af stuen var morgenmadsrummet. Smukke gamle fliser, malede skabslåger og døre og udsigt til den solrige terrasse – hvor man også kunne sidde.
Margharita bager dagligt til morgenbuffeten – vi boede der to nætter og begge morgener var der nye lækkerier på buffeten. Det var især udvalget af kager, jeg var ophidset over, men der var også lækre skinker, lokale oste (jeg fandt ud af, at jeg elsker ALLE oste fra Piemonte), frittata med courgette, grillede grøntsager, crostini, en slags roulade af brød med skinke og ost, frugtsalat, yoghurt, forskellige juice og vand. Alt er i øvrigt økologisk.
Disse små pakker er sprøde mørdejskager med abrikosfyld.
Tærten her bagte Margharita aftenen før. Den var med jordbær.
Her sidder Peter og taler i telefon på vores hyggelige værelse.
Den dejlige, solrige terrasse.
Bed & Breakfast Fior di Farine
Via Roma 110
12064 La Morra













Dear Mira, thanks for the wonderful review about us
always welcome to taste our new recipes
greetings from La Morra
Margherita and Nadia and all the staff of the mill
Dear all of you in La Morra
I’m glad to hear from you. We so enjoyed our stay with you and I hope to come back some day.
All the best,
Mira
Hej Mira. Det ser hyggeligt ud. Hvad kostede det at bo der? Synes ikke det fremgår af hjemmesiden. Mvh Chr.
Vi gav 90 euro pr nat for et dobbeltværelse inkl morgenmad.