Sensommerens smukke blommer med svinekoteletter

Sensommerens smukke blommer med svinekoteletter

Jeg fik nogle lækre blommer af en kollega, hvis forældre bor på en gammel frugtplantage udenfor Lund i Sverige. Det vælter med blommer i haverne lige for tiden og hvad skal man dog med dem? Jeg er jo en kød-pige, og en stor svinekotelet med ben i er noget det bedste, jeg ved (sammen med spaghetti og store bøffer og hjemmelavet is og gode rodfrugter og og og …); jeg foretrækker dem med ben i, da kødet får mere saft og kraft under stegning, når der sidder et ben på – det samme gælder for en kamsteg.

Svin kan godt lide at få selskab af noget sødme og syre, og der passer blommerne perfekt ind. Ja, jeg ved godt at billedet her måske ikke er så yndigt, men det smagte sindssygt godt! Især på sådan en lidt trist efterårsdag som i dag, hvor det regner og blæser.
Blommerne her var sådan nogle rød-gule nogen (jeg kender ikke sorten) med relativt tyndt skind. Det er mest i skindet, at syren sidder, så hvis du bruger en blommesort med meget kraftigt skind, kan det godt være du skal bruge mindre balsamico eller evt. noget sukker i blommerne.

PS. Jeg har også en opskrift på en dejlig blommekage, som kommer i næste indlæg…

Svinekoteletter med blommer, til 4 personer

4 svinekoteletter med skaft
500 g. blommer
2 skalotteløg eller 1 alm. løg
1 fed hvidløg
3 spsk. balsamico
smør og olie til stegning
Salt og sort peber

1. Tag koteletterne ud af køleskabt 1 time før de skal steges, så de er tempererede. Krydr dem med salt og friskkværnet peber og steg dem i en pande med olie og smør i ca. 6-7 minutter pr. side, afhængig af størrelse.

2. Halver imens blommerne og fjern stenen. Snit løg i strimler og snit hvidløg i tynde skiver.

3. Når koteletterne er færdige tages de op af panden og holdes varme i et fad i ovnen (f.eks. ved 70 grader).

4. Kom hvidløg og løg i panden med fedt og saft fra koteletterne og steg det til løgene bliver klare. Tilsæt de halve blommer og balsamico og lad det simre i et par minutter til blommerne bliver bløde uden at de koger helt ud. Smag om der evt. skal mere balsamico eller evt. lidt sukker i, hvis det er for surt.

5. Server koteletterne med blommerne over og spis kogte kartofler, kartoffelmos eller cremet polenta til.

Vintip
Smager godt med en rød Bourgogne eller anden Pinot Noir, eller også en Rhone vin eller noget andet lavet af af Syrah og Grenache.

6 Kommentarer

Skriv en kommentar

  • Sine
    Udgivet 18:01h, 20 august Svar

    Eg lavede denne ret til aften, men byttede blommerne ud med de nye flade ferskner.. Det blev super godt. Koteletterne kom med på panden til sidst, og blev “glaseret” med i saucen.. Tak for en dejlig opskrift! :)

    • Mira Arkin
      Udgivet 08:38h, 23 august Svar

      Det lyder super lækkert!

  • Laura
    Udgivet 10:59h, 23 september Svar

    Sikken god og enkel opskrift! Jeg lavede lidt om på den, fjernede hvidløget og kom rødbede i og spiste det til andebryst. Har netop købt endnu flere (gode) blommer hos min lokale såkaldt ‘etniske grønthandler’ og mon ikke jeg skal prøve at bage den blommekage du lagt et indlæg op med? ;)

    Tak for en virkelig god blog!

    • Mira Arkin
      Udgivet 11:52h, 23 september Svar

      Uhm, rødbede og and er også en dejlig kombo!

  • Mette
    Udgivet 00:36h, 17 september Svar

    Mums – har netop provianteret blommer i massevis her: http://www.fuenfschilling.de/ og agter i morgen at bringe dem til DK. Foruden 10 liter aeblejuice, jalapenos, hvidloeg, skalotter, blaabaer, hindbaer, jordbaer, brombaer, butternut squash og meget meget mere ………..

    Taenk at groentsagerne er saa elendige i Lyngby og omegn, at man er noedt til at fragte dem hele vejen fra Sydtyskland :-)

    Naa ja – og saa er der ikke tid til at komme til Frugtfestival hos Claus Meyer :-)

    Tusind tak for opskriften. Glaeder mig ogsaa til den med blommekagen. Apropos blommekagen saa er der en virkelig god opskrift her: http://www.lonelandmand.dk – se det er en groentsagspusher, der kan sit kram :-)

  • Sifka
    Udgivet 23:23h, 16 september Svar

    Hvor er det dog heldigt, at jeg har fået en lille portion blommer med hjem i dag, og hvor er det dog heldigt, at fredagen er lige om hjørnet, så jeg kan afprøve din dejlige opskrift!